Men Satan var ikke tilfreds. Han havde Magt kun over Legemet. Han kunde ikke tvinge de troende til at opgive sin Tro og sit Haab. Og selv i Døden sejrede de, idet Haabet om Udødelighed i de retfærdiges Opstandelse lyste for dem: De besad mere end menneskelig Kraft. De vovede ikke at sove et Øjeblik, men stod iførte den kristne Rustning, færdige til at kjæmpe, ikke alene mod aandelige Fjender, men mod Satan selv i Skikkelse af Mænd, hvis stadige Raab var. Frasig eder Troen eller dø! Disse faa Kristne var stærke i Gud og mere kostelige for ham end den halve Verden, der bærer Kristennavnet og dog viser sig fejge i hans Sag. Medens Kirken blev forfulgt, var Medlemmerne forenede, og de elskede hverandre; de var stærke i Gud. Syndere fik ikke Lov til at forene sig i Menigheden. Kun de, som var villige til at forsage alt for Kristi Skyld, kunde blive hans Disciple. Disse syntes om at være fattige, ydmyge og Kristus lige.