Nogle af disciplene havde opnået tilladelse til at træde indenfor, hvor Jesus var, og være vidne til forhøret over ham. De ventede, at han ville åbenbare sin guddommelige magt og løsrive sig af sine fjenders hån og straffe dem for deres grusomhed imod ham. Deres forhåbninger steg og faldt, efter som de forskellige optrin fandt sted. Undertiden tvivlede de og frygtede for, at de var blevet ført bag lyset. Men røsten, som de hørte på forklarelsens bjerg, og den herlighed, de dér havde set, styrkede dem i troen på, at han var Guds Søn. De genkaldte i erindringen de begivenheder, som de havde været vidne til, de undergerninger, som de havde set Jesus udføre, når han helbredte de syge, åbnede de blindes øjne, oplod de døves øren, truede og uddrev djævle, ja endog fik vinden og søen til at være stille. De kunne ikke tro, at han skulle dø. De håbede, at han endnu ville rejse sig i sin kraft og med bydende stemme splitte den blodtørstige mængde, ligesom da han trådte ind i templet og uddrev dem, der gjorde Guds hus til en handelsbod, og de flygtede for ham, som om de blev forfulgt af en afdeling bevæbnede stridsmænd. Disciplene håbede, at Jesus ville åbenbare sin magt og overbevise alle om, at han var Israels konge.