»Da nu alt dette går sin opløsning i møde, hvor bør I da ikke vandre?« Dem der vandrer ydmygt med Gud vil ikke tragte efter større ansvar, men vil tage i betragtning at de har et særligt arbejde at gøre og vil være trofaste over for deres pligt. I vore institutioner kan en masse godt gøres i oplæring ved forskrifter og eksempel, i sparsommelighed på alle måder. Hvis du, min bror, har lært i Kristi skole at være ydmyg og beskeden i hjertet, vil du altid stå på fordelagtig grund. Du har ikke en ligevægtig karakter. Du kan ikke trygt lægge tillid i din bedømmelse af alt. Menneskers veje er at udtænke og planlægge; Gud indpoder et princip. Mennesker tilstræber at gøre pligter nemt og tilpasset til hans egne naturlige karakter; men livet er en slagmark; livet er et væddeløb hvor han må løbe hvis han vil sejre.