Judas blev grebet af bitter samvittighedsbebrejdelse og skamfuldhed over sin troløse handling ved at forråde Jesus, og da han blev vidne til den behandling, Frelseren måtte lide, blev han overvældet. Han havde elsket Jesus, men han havde elsket penge endnu mere. Han havde ikke tænkt, at Jesus ville lade sig gribe af den skare, hvis anfører han (Judas) var. Han havde ventet, at Frelseren ville gøre et under og befri sig for dem. Men da han så den rasende mængde i retssalen tørstende efter blod, fik han en dyb følelse af sin brøde; og medens mange var i færd med at rette heftige anklager mod Jesus, styrtede Judas frem gennem mængden og bekendte, at han havde syndet ved at forråde uskyldigt blod. Han tilbød præsterne de penge, de havde betalt ham, og tryglede dem om at løslade Jesus, idet han erklærede, at han var ganske uskyldig. Ærgrelse og forvirring bragte i nogle øjeblikke præsterne til tavshed. De ønskede ikke, at folket skulle vide, at de havde lejet en af Jesu disciple til at forråde ham i deres hænder. De ønskede at skjule, at de havde efterstræbt Jesus som en røver og grebet ham i smug. Men Judas' bekendelse tilligemed hans fortvivlede, skyldbetyngede udseende afslørede præsterne for mængden og viste, at det var had, som havde ledet dem til at gribe Jesus. Da Judas med høj røst erklærede, at Jesus var uskyldig, svarede præsterne: "Hvad kommer det os ved? Se du dertil." De havde Jesus i deres magt og var bestemt på at sikre sig ham. Overvældet af fortvivlelse kastede Judas de penge, som han nu foragtede, for deres fødder, som havde lejet ham, og i sjælekval og rædsel gik han hen og hængte sig.