Det var en stor overvindelse for mig at fortælle enkeltpersoner hvad jeg havde fået vist om deres fejl. Jeg blev meget fortvivlet over at se andre betrænges eller bedrøves. Og da jeg var nød til at bebude budskaberne, blødgjorde dem ofte, og fortalte hvad jeg havde set som bedst for de enkelte personer som jeg kunde, og så ville jeg selv gå ud og græde i åndspinsler. Jeg så på dem som kun havde deres egne sjæle at søge for, og tænkte at, hvis jeg var i deres sted ville jeg ikke beklage mig. Hvordan kan jeg fortælle det klare og gennemskærende vidnesbyrd jeg har fået fra af Gud? Jeg overvågede ivrigt resultatet, og hvis enkeltpersonen blev irettesat, satte sig op imod det, og derefter modsatte sig sandheden, ville disse spørgsmål rejse sig hos mig. Overbragte jeg budskabet netop sådan jeg skulle? Oh, Gud! var der ikke en måde at frelse dem på? Og en sådan lidelse hang på min sjæl, jeg følte ofte at døden ville være en velkommen budbringer, og graven et lifligt hvilested. Jeg indså ikke at jeg var så upålidelig, og så ufaren og synden ved en sådan kurs, indtil jeg blev taget i et syn i Jesu nærhed. Han så på mig med rynket mine, og vendte sit ansigt fra mig. Det er ikke muligt at beskrive den rædsel og pinsel jeg da mærkede. Jeg faldt på mit ansigt for ham, men havde ikke kraft til at sige et ord. Oh, hvor jeg dog længes at blive dækket til og skjult fra det frygtelige ansigtsudtryk. Da kunne jeg i en vis grad indse, hvilke følelser de fortabte ville have når de råber: "Bjerge og klipper, fald ned over os, og skjult os fra Hans ansigt som sidder på tronen og fra Lammets vrede."