Så tog vi tilbage til Vermont. Så svigtede min stemme mig igen. Vi fik en aftale i Johnson, og fandt ganske mange brødre og søstre samlet der. Nogle var i en rådvild og prøvet tilstand. Visse fanatikere havde påvirket dem, og kastet en frygt over dem som holdt dem i trældom. Den samvittighedsfulde var så bange for at fornærme Gud, og fik så lidt tillid til sig selv, at de ikke turde rejse sig og forsvare deres frihed. Aftenen efter vi var kommet, besvimede jeg flere gange på grund af svaghed. Men på bønnesvar kom jeg til liv igen, og fik styrke fra Herren til at gennemføre mødet. Vi vidste at vi den næste dag, skulle kæmpe så meget med mørkets magter, og at Satan ville mønstre hans styrker. Om morgnen kom enkeltpersoner, som længe havde været så bedraget og undertrykte Guds børn, frem til mødet, Libbey og Bailey, og to kvinder, med hvide lindeklæder for at fremstille de helliges retfærdighed, og deres lange mærke hår hang løst ned på deres skuldre. Jeg havde et budskab til dem, og medens jeg talte, holdt L sine øjne fæstnet på mig. Men jeg frygter ikke hans indflydelse. Jeg fik styrke fra himlen til at rejse mig over deres sataniske kraft. Guds børn, som var blevet holdt i trældom, begyndte at ånde frit og glæde sig i Herren.