I december 1855 faldt jeg og forstuvede min ankel, som bandt mig til krykker i seks uger. Denne begrænsning var til skade for mine lunger. I min forpinte tilstand deltog jeg i et møde, og prøvede at arbejde for nogle sjæles skyld, som lod til at vise interesse og blive kristne. Under afslutningen af en af disse møder følte jeg mig meget træt, men vi fik en indbydelse til at besøge bror S’s familie, og bede for nogle af deres børn som var blevet syge. Min dømmekraft fortalte mig at jeg ikke havde kræfter til at gå længere; men indvilgede til sidst i at rejse. Medens jeg bad, var der som noget nedbrød min venstre lunge, og jeg kom i nød. Efter at jeg var kommet hjem kunne jeg ikke længere trække vejret dybt. Min lunge syntes at være fyldt. Vor familie bøjede sig ned for Herren og bad alvorligt for at jeg måtte blive hjulpet. Jeg fandt hjælp, men afgav blod fra min lunge. Jeg var ikke helt fri for smerte i den venstre lunge siden den gang. Derefter led jeg en sløvende og tung smerte i mit hoved i tre uger, da smerten blev større. Jeg gjorde alt i min magt for at fjerne sygdommen, men den overvandt. Der kom betændelse i hjernen. Jeg bad indstændigt dem omkring mig at ikke lade mig sove, i frygt for at jeg aldrig ville vågne op til bevidsthed igen. Jeg forventede ikke at leve, og ønske at bruge mine øjeblikke, så længe der var grund til det, med at tale med min mand og børn, og give dem over i Guds hænder. Nogle gange fantaserede jeg, og så indså jeg igen min kritiske situation. Min mand indkaldte nogle få som har tro til at bede for mig. Herrens Ånd hvilede over mig, og min store tak steg op til den store Læge, som nådigt havde givet mig hjælp.