Denne drøm gav mig et svagt håb i min fortvivlelse. Den grønne snor repræsenterede tro. Så åbnede jeg mit sind for min moder. Hun anbefalede mig at gå og besøge br Stockman, som forkyndte for Adventfolket i Portland. Jeg fik stor tillid til ham, for han var en hellig og elskelig Kristi tjener. Hans ord påvirkede mig og lede mig til håbet. Jeg gik hjem igen, og gik atter frem for Herren, og lovede at jeg ville gøre og lide hvad som helst om jeg kunne få Jesu smil. Den samme pligt blev bragt frem. Der skulle være bedemøde den aften som jeg deltog i, og medens andre knælede for at bede, bøjede jeg med dem i skælven, og efter to eller tre havde bedt, åbnede jeg min mund i bøn før jeg var klar over det. Og Guds løfter så ud for mig som mange dyrebare perler der skulle modtages, blot der blev bedt om dem. Idet jeg bad forlod min sjæls byrde og pinsel jeg havde haft så længe mig, og Guds velsignelse kom over mig som blid dug, og jeg gav Gud ære for det jeg mærkede. Alt blev lukket ud fra mig med Jesus og herlighed, og jeg mærkede intet af det som skete omkring mig.