Johannes levede længe nok til at se, at Kristi evangelium blev forkyndt vidt og bredt, og at tusinder med begærlighed annammede dets lærdomme; men han blev meget bedrøvet, da han mærkede, at giftige vildfarelser sneg sig ind i menigheden. Nogle af dem, der annammede Kristus, påstod, at hans kærlighed friede dem fra lydighed mod Guds lov; derimod var der også mange, som lærte, at man burde holde sig til lovens bogstav samt til alle de jødiske skikke og ceremonier, og at dette var tilstrækkeligt til frelse uden Kristi blod. De anså Kristus for at være en god mand ligesom apostlerne; men de benegtede hans guddom. Johannes indså de farer, som menigheden ville blive udsat for, hvis den skulde annamme disse anskuelser, og han imødegik dem med bestemthed og uden frygt. Han skrev til en højt æret hjælper i evangeliet, en dame af stor anseelse og vidtstrakt indflydelse: