I 1821 - det var tre år, efter at Miller havde udlagt de profetier, som henviste til dommens tid - begyndte dr. Joseph Wolff, "verdens missionær," at forkynde budskabet om Herrens snare genkomst. Wolff var født i Tyskland. Hans forældre var jøder. Faderen var jødisk rabbiner. Allerede mens han var ganske ung, blev han overbevist om, at den kristne tro var sand. Han var både opvakt og videbegærlig og havde med iver lyttet til de samtaler, som førtes i hans hjem, når fromme jøder daglig samledes for at tale om deres folks håb og forventning, om Messiastidens herlighed og Israels genoprejsning. Da drengen en dag hørte Jesus af Nazaret omtalt, spurgte han, hvem denne var. "En højt begavet jøde," lød svaret, "men da han foregav at være Messias, dømte den jødiske domstol ham til døden." Drengen spurgte videre: "Hvorfor er Jerusalem ødelagt, og hvorfor lever vi i fangenskab?" "Ak, ak," svarede faderen, "fordi jøderne myrdede profeterne." Øjeblikkelig slog den tanke ned i barnet: "Jesus var måske også en pr9fet, som jøderne dræbte, skønt han var uskyldig." - Travels and Adventures of the Rev. Joseph Wolff, vol. 1, p. 6. Han var så stærkt grebet af denne tanke, at han ofte stod uden for en kristen kirke og lyttede til prædikenen, fordi det var blevet forbudt ham at gå ind.