Jngen steder antog man mere almindelig den reformerte lære end i Nederlandene. Der er faa lande, hvor dens tilhængere har udholdt mere forfærdelige forfølgelser. J Tyskland havde Karl V banlyst reformationen og vilde gjerne have ført alle dens tilhængere til baalet, men fyrsterne rejste sig og satte en skranke for hans tyranni. J Nederlandene var hans magt større paa bud om forfølgelse fulgte hurtig det ene efter det andet. At læse bibelen, at høre eller prædike, eller endog at tale om den blev betragtet som en forbrydelse, der skulde straffes med døden paa baalet. De, som vilde fornegte sin tro, fik lov til at dø ved sværdet, dersom de var mænd, og begraves levende, dersom de var kvinder. Det ene tusende efter det andet kom under den grusomme Karls regering og under hans endnu grusommere søns. At bede til Gud i løndom, at undlade at bøje sig for helgenbillederne, at sygne en samle var altsammen forbrydelser, som blev straffede med døden. En gang blev en hel familje fremført for inkvisitorerne og beskyldt for, at de havde holdt sig borte fra messen, og havt gudstjeneste hjemme. De der blev forhørte angaaende deres opførsel, svarede den yngste søn: "Vi falder paa vore knæ og beder, at Gud vil oplyse vore sjæle og tilgive vore synder. Vi beder for vor konge, at hans regering maa gaa godt og hans liv være lykkeligt. Vi beder for vor øvrighed, at Gud maa bevare den." Nogle af dommere blev dybt rørte, men alligevel blev faderen og en af hans sønner dømte til baalet.