Da Kristus kom for at tale livets ord, hørte folket ham gjerne; og mange af præsterne og de øverste troede paa ham. Men de fornemste af præsterne og de ledende mænd i nationen havde fast besluttet at fordømme og forkaste hans lærdomme. Omendskjønt alle deres bestræbelser for at finde noget at anklage ham for blev tilintetgjorte, omendskjønt de ikke kunde undgaa at føle indflydelsen af den guddommelige magt og visdom, som ledsagede hans ord, saa indesluttede de sig dog i fordom. De forkastede de klareste beviser paa, at han var Messias, for at de ikke skulde blive tvungne til at blive hans disciple. Disse Jesu modstandere var mennesker, som folket fra barndommen af var opdraget til at vise agtelse. De var vante til ubetinget at bøje sig for deres autorietet. De spørger: "Hvorfor har ingen af de øverste eller de skriftkloge troet paa Jesus? Vilde ikke disse fromme mænd antage ham, dersom han var Kristus?" Det var saadanne læreres indflydelse, som ledte jøderne til at forkaste sin forløser.