Klokken tre om eftermiddagen kom vi til Frederikshavn, og var glade for at forlade båden, og mærke fast grund igen under fødderne. Det var et velkommende skift til vor kupe i togvognen, og togets nænsomme og glidende bevægelse. Vi lå ned på sæderne, og sørgede kun for at nyde hvilens overdådighed. Vi sov sundt, da toget stoppede klokken tre om morgnen, og konduktøren informerede os at vi havde nået Tysklands grænser, og måtte gå igennem toldhuset. Det var skærende koldt, og bror Kellogg gik til embedsmanden og spurgte om tilladelse til at damerne kunne blive i vognen, sagde at en af dem var syg, og ikke måtte forstyrres. Men nej, intet hjalp; syg eller ej, vi måtte vise os for inspektionen. To embedsmænd kom til vogndøren, og de andre damer i selskabet begyndte straks at forlade vognen, men de var lige trådt ud på perronen, da embedsmanden sagde: ”Det er godt nok; I kan gå tilbage.” Men de var ikke helt tilfreds med den berygtede syge kvinde. Idet jeg lå dækket med svøb og tæpper, fortænkte de tydeligvist at jeg kunne have nogle bylder med manufakturvarer som vort selskab prøvede at smugle til Tyskland. Da tolderen igen kom til døren, glimtede deres lanterners klare lys ind i kupéen, rejste mig hurtigt op og sagde: ”Her er jeg, gentleman, se venligst, og se at jeg er en levende kvinde.” Jeg ved ikke om de forstod mine ord, men de brast i hjertelig latter, og sagde på tysk: ”Alt i orden”, og lod os lægge os til rette for at sove igen, hvis vi kunne efter denne ubetimelige afbrydelse.