Gennem det babyloniske fangenskab blev israelitterne vænnet grundigt af med at tilbede udskårne billeder. I de følgende århundreder led de under undertrykkelse af hedenske fjender, indtil de endelig blev overbeviste om, at deres lykke var afhængig af deres lydighed mod Guds lov. Men hos alt for mange af folket var det ikke kærlighed, der tilskyndede dem til lydighed. De havde egenkærlige motiver. I det ydre tjente de Gud som midlet til at opnå national storhed. De blev ikke verdens lys, men lukkede sig ude fra verden for at undgå fristelsen til afgudsdyrkelse. I de forskrifter, der var givet ved Moses, havde Gud sat begrænsninger for deres samkvem med afgudsdyrkere; men denne belæring var blevet forkert fortolket. Den var beregnet til at afholde dem fra at efterleve hedningernes skikke; men den blev benyttet til at opbygge en skillemur mellem Israel og alle andre folkeslag. Jøderne betragtede Jerusalem som deres himmel, og de blev ligefrem skinsyge, hvis Herren viste barmhjertighed mod hedningerne.