Jesus går bort for at bede
Da Jesus var blevet alene tilbage, „gik han ene op på bjerget for at bede.“ I timevis bad han indtrængende til Gud. Han bad ikke for sig selv, men for menneskene. Han bad om magt til at åbenbare sin missions guddommelige karakter for mennesker, så Satan ikke skulle forblinde deres forståelse og ødelægge deres dømmekraft. Frelseren vidste, at hans dage med personlig tjeneste på jorden snart var til ende, og at kun få ville tage imod ham som deres Frelser. Han bad i sjælekval for sine disciple. De ville komme til at møde hårde prøvelser. Deres længe nærede håb, der byggede på en folkelig vrangforestilling, ville blive skuffet på den smerteligste og mest ydmygende måde. I stedet for at se ham ophøjet på Davids trone skulle de være vidner til hans korsfæstelse. Dette skulle i virkeligheden være hans sande kroning. Men dette fattede de ikke, og derfor ville de komme ud for hårde fristelser, som de ville have vanskeligt ved at opfatte som fristelser. Uden Helligånden til at oplyse og give en større forståelse ville disciplenes tro ikke slå til. Det var smerteligt for Jesus, at deres opfattelse af hans rige i så høj grad var begrænset af verdslig storhed og ære. For deres skyld hvilede der en tung byrde på hans sjæl, og han opsendte sine indtrængende bønner med den bitreste kval og tårer.