Gud er lys, og med ordene: „Jeg er verdens lys,“ erklærede Kristus sig for at være ét med Gud og i slægt med hele menneskeheden. Det var Ham, som fra verdens begyndelse havde sagt: „Af mørke skal lys skinne frem.“ Han er solens, månens og stjernernes lys. Han var det åndelige lys, der ved symboler, forbilleder og profetier havde skinnet over Israel. Men lyset blev ikke givet til det jødiske folk alene. Ligesom solens stråler trænger ud til jordens fjerneste afkroge, sådan skinner lyset fra Retfærdighedens Sol på ethvert menneske. „Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden.“2 Verden har haft sine store lærere, mænd med enormt intellekt og vidunderlig forskning, mænd, hvis udtalelser har sat tanker i gang og åbnet for store områder af viden; og disse mænd er blevet æret som menneskehedens ledere og velgørere. Men der er én, der er højere end de. „Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn.“ „Ingen har nogensinde set Gud; den Enbårne, som selv er Gud, og som er i Faderens favn, han er blevet hans tolk.“ Vi kan følge rækken af verdens store lærere så langt tilbage, som de menneskelige optegnelser når; men Lyset var til før dem. Ligesom månen og stjernerne i solsystemet skinner ved at reflektere lyset fra solen, sådan reflekterer verdens store tænkere — for så vidt som deres lære er sand — strålerne fra Retfærdighedens Sol. Hver ædel tanke, hvert lysende intellekt er fra verdens lys. I vore dage hører man så meget om „højere uddannelse.“ Den sande „højere uddannelse“ er den, som meddeles af ham, „i hvem alle visdommens og kundskabens skatte er skjult.“ „I ham var liv, og livet var menneskers lys.“1 „Den, der følger mig,“ sagde Jesus, „skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.“