I dette råd, der var samlet for at planlægge Kristi død, var det vidne til stede, som hørte Nebukadnezars pralende ord, som var vidne til Belsazzars afgudsdyrkende gæstebud, og som var til stede, da Kristus i Nazaret erklærede at være den Salvede. Dette vidne gav nu rådsherrerne et indtryk af den gerning, de var ved at udføre. Begivenheder i Kristi liv dukkede op i deres erindring så tydeligt, at det forfærdede dem. De huskede begivenheden i templet, da Jesus som tolvårig dreng stod foran de lærde lovkyndige og stillede dem spørgsmål, som de undrede sig over. Det mirakel, der lige var sket, var et vidnesbyrd om, at Jesus ikke var nogen anden end Guds Søn. Det gamle Testamentes skrifter med deres omtale af Kristus dukkede pludselig op i deres tanker i deres sande betydning. Forvirrede og bekymrede spurgte rådsherrerne sig selv: „Hvad gør vi?“ Der var splittelse i rådet. Under Helligåndens påvirkning kunne præsterne og rådsherrerne ikke frigøre sig af overbevisningen om, at de kæmpede mod Gud.