„Alle deres gerninger gør de for at vise sig for mennesker; de går jo med brede bederemme og med lange kvaster; de ynder at sidde til højbords ved fester og at sidde øverst i synagogen og lade sig hilse på torvet, og at folk kalder dem rabbi. I må ikke lade jer kalde rabbi; for én er jeres mester, og I er alle brødre. Og I må ikke kalde nogen på jorden jeres fader; for én er jeres fader, han, som er i himlen. I må heller ikke lade nogen kalde jer lærer; for én er jeres lærer, Kristus.“ Med så klare ord afslørede Frelseren den egoistiske ærgerrighed, der med falsk ydmyghed altid stræbte efter storhed og magt, mens hjertet var fyldt af havesyge og misundelse. Når mennesker blev indbudt til festlige lejligheder, blev de placeret efter deres rang, og de, som fik de mest ærefulde pladser, blev betjent først og modtog specielle begunstigelser. Farisæerne var altid ivrige efter at sikre sig denne ære. Jesus dadlede denne fremgangsmåde.