Fordi Kristus følte sin enhed med Faderen brudt, frygtede han, at hans menneskelige natur ikke ville være i stand til at udholde den forestående kamp med mørkets magter. Ved fristelsen i ørkenen havde menneskeslægtens skæbne stået på spil. Dengang blev Kristus sejrherre. Nu var fristeren kommet for at udkæmpe den sidste frygtelige kamp. Han havde forberedt sig på den i de tre år, hvor Kristus havde virket på jorden. Nu stod alt på spil for ham. Hvis han led nederlag her, var det ude med hans håb om herredømmet. Verdens riger ville til slut tilfalde Kristus. Han selv ville blive besejret og kastet ud. Men hvis Kristus kunne besejres, ville jorden blive Satans rige, og menneskeslægten ville for evigt komme i hans magt. Med kampens kendsgerninger for øje fyldtes Kristus med rædsel over at være adskilt fra Gud. Satan sagde til ham, at hvis han blev garant for en syndig verden, så ville adskillelsen være for evigt. Han ville blive identificeret med Satans rige og ville aldrig mere kunne blive ét med Gud.