Omsorg for andre
Kristus indtog ikke nogen særstilling, og han virkede specielt provokerende på farisæerne ved at afvige fra deres strenge regler. Han så, at alt, hvad der angik religionen, var gemt inde bag høje skillevægge som en sag, der var for hellig til hverdagslivet. Han nedbrød disse skillevægge. Når han var sammen med mennesker, spurgte han ikke: „Hvordan er din tro? Hvilken kirke tilhører du?“ Han udøvede sin hjælpende kraft til gavn for alle dem, der trængte til hjælp. I stedet for at lukke sig inde i en eneboers hule for at vise sin himmelske oprindelse virkede han på alle måder for menneskeheden. Han indskærpede den grundregel, at Bibelens gudsdyrkelse ikke består i at plage legemet. Han lærte, at ren og ubesmittet gudsdyrkelse ikke blot er noget, der gælder for bestemte tider eller ved særlige lejligheder. Til alle tider og alle vegne lagde han den kærligste interesse for mennesker for dagen og var omgivet af et skær af opmuntrende medfølelse. Alt dette virkede som en irettesættelse på farisæerne. Det viste dem, at gudsdyrkelse ikke består i egenkærlighed, og at deres sygelige fokusering på personlige interesser var alt andet end sand gudsfrygt. Deres fjendskab mod Jesus var hermed vakt, og de forsøgte at tvinge ham til at rette sig efter deres forskrifter.