Ypperstepræsterne og ældste var misundelige på Kristus idet de frygtede for at han ville drage folkets opmærksomhed bort fra dem til sig selv. De vidste at han gjorde større gerninger end de nogensinde havde gjort eller kunne gøre; og de vidste at dersom det blev ham tilladt at vedblive at lære folket, så ville han få højere autoritet end de havde, og måske blive jødernes konge. De blev enige om at forebygge dette ved at gribe ham hemmeligt og leje falske vidner imod ham for at de kunne fordømme og ihjelslå ham. De ville ikke tage imod ham som deres konge, men råbte: korsfæst ham! Korsfæst ham! Jøderne mente at når de dræbte Kristus, så kunne de forhindre at han blev konge. Men idet de slog Guds Søn ihjel blev det netop udført, som de søgte at forhindre. Josef blev en frelser for sin faders familie idet hans brødre solgte ham til Ægypten. Dog formindskede dette ikke hans brødres synd. Idet Kristi fjender korsfæstede ham blev han menneskeslægtens forløser, den faldne slægts frelser og hele verdens fyrste. Men hans fjenders forbrydelse var lige så strafskyldig som om Guds forsyn ikke havde styret begivenhederne til sin egen herlighed og menneskenes bedste.