Sandheden vækker modstand Modstand er alle deres lod, som Gud bruger til at fremholde sandheder, som særlig gælder for deres tid. I Luthers dage var der en sandhed, som særlig gjaldt hans tid - en sandhed, som var af særlig betydning på den tid. Der findes også sandhed, som på en særlig måde har bud til menigheden i dag. Han, som virker alt i overensstemmelse med sin egen viljes beslutning, har ønsket at lade mennesker leve under forskelligartede forhold og har pålagt dem pligter, som er særegne for de tider, hvori de lever, og de forhold, som gælder for dem. Hvis de ville værdsætte det lys, som bliver givet dem, ville der blive skænket dem endnu mere lys. Men sandheden er ikke mere eftertragtet af flertallet i dag, end den var det af de katolikker, der kæmpede mod Luther. Der findes den samme tilbøjelighed til at antage menneskers teorier og traditioner i stedet for Guds ord ligesom i tidligere tider. De, der forkynder sandheden for denne tid, bør ikke forvente at blive modtaget med større velvilje end tidligere tiders reformatorer. Den store strid mellem sandhed og vildfarelse, mellem Kristus og Satan, må vokse i styrke indtil afslutningen på denne verdens historie. |