Forstyrrelsen ophørte, lyden af handel og trafik døde bort, tavsheden blev pinlig, en følelse af frygt overvældede hele forsamlingen. Det var, som om de stod for Guds domstol for at svare for deres gerninger. Himlens majestæt stod ligesom dommeren vil stå på den sidste dag, og enhver i den store forsamling erkendte ham i dette øjeblik som sin Herre. Hans øjne skuede ud over mængden, og han så enhver. Hans skikkelse syntes at hæve sig over dem med bydende værdighed, og et guddommeligt lys strålede om hans åsyn. Han talte, og hans klare, rungende stemme gav genlyd gennem templets hvælvinger og lød, ligesom den gang Guds røst rystede Sinaj bjerg. Han råbte: "Mit hus skal kaldes et bedehus; men I har gjort det til en røverhule!"