Min Broder svarede mig ikke straks, men jeg mærkede snart Grunden; thi han græd af Medfølelse over min Smerte. Derved kom jeg til at fatte endnu større Tillid til ham, og jeg fortalte ham, at jeg havde begjæret at dø paa den Tid, da Livet syntes at være en tung Byrde for mig at bære; men Tanken om, at jeg maaske nu maatte dø i min syndige Tilstand og blive evig fortabt opfyldte mig med Skræk. Jeg spurgte ham, om han troede, at Gud vilde spare mit Liv gjennem Natten, der som jeg anvendte den i inderlig Bøn til ham. Han svarede: "Jeg tror, han vil, dersom du beder til ham i Tro, og jeg vil bede for dig og for mig selv. Ellen, vi maa aldrig glemme, hvad vi har hørt i Aften."