Jeg forblev da tavs en Tid, idet jeg søgte at overbevise mig om, at det ikke vilde hindre mig i at leve et kristeligt Liv, om jeg tilbageholdt mit Vidnesbyrd. Ofte fik jeg et stærkt Indtryk af, at det var min Pligt at tale i Forsamlingen, men jeg gjorde det ikke, og jeg fornemmede, at jeg derved havde bedrøvede Guds Ånd. Jeg forblev endog så undertiden borte fra Forsamlingerne for deres Skyld der misbillige mine Vidnesbyrd. Jeg søgte at undgå at fornærme mine Brødre, og derved tillod jeg Menneskefrygt at hindre det inderlige Samfund med Gud, som jeg havde nydt i mange Måneder.