Jeg ved at sanatoriearbejdet må føres frem. Under de to besøg jeg har aflagt institutionen, har jeg erkendt at Herrens Ånd er i sanatoriet, og at arbejdet føres frem på en måde som vil ære Gud. De på institutionen gør alt i deres kraft for at gøre det som Herren ønsker der skal være. Hver morgenandagt afholdes i gæstestuen, og patienterne indbydes til være med. Jeg har fået de dyrebareste stunder til være med til disse andagter. En del skriftsteder læses op, og der synges, og alvorlige bønner bedes om at den store Lægemissionær ved Sin sundhedsgivende tilstedeværelse vil bringe lys, trøst og fred. Jeg fik privilegiet at tale til de forsamlede ved disse bedestunder, og jeg blev selv trøstet ved at hjælpe og opmuntre andre. Jeg bevidnede at Herrens velsignelse var kommet til os i rige kærligheds-, håbs- og glædesstrømme. Jeg forstod den store Helbreders tilstedeværelse, og jeg ved at hans kraft vil udøves over syge og lidende, til velsignelse og helbredelse. . . . .