"Fredag morgen, den sidste morgen at han levede, kaldte han os op til sit værelse. Han sagde at han ønskede at vi skulle bede der; men først havde han noget at sige. Han genkaldte småting med bemærkelsesværdig klarhed, som var sket medens han havde været hos os, og alle ord som han mente han havde sagt overilet eller forkert, bekendte han hjerteligt. Han bekendte hvori han før havde haft mistillid til Gud, og spurgte om familiens tilgivelse. "Jeg fortryder," sagde han, "at jeg var uopmærksom på min sygdom. Jeg har følt at jeg ikke kan få det sådan, og at Herren har behandlet mig uretfærdigt. Men nu er jeg er jeg tilfreds med at det er rigtigt; for intet andet end denne sygdom kunne bringe mig derhen hvor jeg er. Gud har velsignet mig meget sent, og har tilgivet alle mine synder. Ofte er det som om, at hvis jeg kunne række min hånd ud, så ville jeg omfavne at Jesus, da han er så nær. Jeg ved at jeg elsker Gud og han elsker mig."