Men medens alt omkring han nedenfor så trist og øde ud, var dog den blå himmel, der hvælvede sig over apostlen på det ensomme Patmos, ligeså lys og yndig som himlen over hans eget elskede Jerusalem: Lad mennesket skue op til himlens herlighed om natten og mærke sig Guds magt i den store vrimmel og lære heraf, hvor stor Skaberen er sammenlignet med sin egen svaghed og ubetydelighed. Om han har opelsket stolthed og har store tanker om sig selv på grund af sin rigdom, sine evner eller legemlige skønhed, så lad ham gå ud om aftenen og skue op til den stjerneklare himmel og lære at bøje sin stolte ånd lige overfor den Almægtiges nærværelse.