Lucifers ønske om at være den største fandt næring i hans stolthed over sin egen herlighed. Al den ære, som var blevet vist Lucifer, så han ikke som en gave fra Gud, og den fremkaldte ingen taknemmelighed mod Skaberen. Han var stolt af sin skønhed og sin ophøjelse og tragtede efter at blive Guds ligemand. Han var elsket og æret af den himmelske engleskare. De udførte med glæde hans befalinger, og han var visere og mere strålende end nogen af dem. Men Guds Søn var dog anerkendt som himlens Konge, og han havde lige så stor magt og myndighed som Faderen. Kristus deltog i alle Guds rådslagninger, mens Lucifer ikke blev indviet i de guddommelige planer. "Hvorfor," spurgte den mægtige engel, "skal Kristus være den øverste herre? Hvorfor vises der ham større ære end mig?" |