Dette var en prædiken, som vakte opmærksomhed i alle befolkningslag. Der kom store skarer for at se billederne. Ingen kunne undgå at opfatte meningen. Kontrasten mellem den ydmyghed og mildhed som prægede Kristus, og den stolthed og arrogance som kendetegnede paven, han som skulle være Kristi tjener, gjorde et stærkt indtryk. Der blev stort røre i Prag, og efter nogen tids forløb så de fremmede sig nødsaget til at rejse af hensyn til deres sikkerhed. Men deres undervisning blev ikke glemt. Billederne gjorde et dybt indtryk på Hus og tilskyndede ham til at læse Bibelen og Wiclifs skrifter med større grundighed. Skønt han endnu ikke var parat til at godkende alle de reformer, som Wiclif slog til lyd for, havde han fået et klarere indblik i pavedømmets sande væsen, og han fordømte med desto større nidkærhed præsteskabets hovmod, ærgerrighed og korruption. |