Profeter havde grædt over Jsraels frafald. Jeremias ønskede, at hans øje var en taarekilde, at han dag og nat kunde begræde sit "folks datter ihjelslagne".(Jer 1:9) hvad maate da hans sorg være, hvis profetiske blik ikke blot skuede under over aar, men over tidsaldre! Han ser, hvorledes ødelæggelsens engel svæver over patriarkernes og profeternes gamle stad. Fra Oljebjergets top, det selvsamme sted, hvor Titus og hans hær siden efter lejrede sig, ser han hen over dalen paa de hellige gaard og buegange, og med taareblændede øjne ser ham som i et forfærdeligt panorama, murene omkringede af fremmede hære. Han hører hvorledes hærskarerne bereder sig til slaget. Han hører stemmer af mødre og børn, der raaber om brød i den belejrede stad. Han ser stadens hellige og skjønne hus, dens paladser og taarne i flammer, og ser blot en hob smuldrende ruiner, hvor de engang stod.