Wiclef havde en klar tanke og et skarpt øje til at opdage vildfarelser, og han angreb frimodig mange af de misbrug, som Rom havde stadfæstet ved sin myndighed. Medens han var hofprædikant for kongen, satte han sig djærvt imod at betale den skat, som paven paalagde den engelske monark, og viste, at naar paven anmassede sig myndighed over verdslige regenter, saa stred dette baade mod fornuften og mod Guds ord. Pavens fordringer havde vakt stor harme i England, og det, som Wiclef lærte, gjorde indtryk paa de lærde mænd blandt folket. Kongen og adelen var endige om, at paven ikke kunde gjore nogen fordring paa verdslig myndighed og nægtede at betale skatten. Saaledes gav man pavens overherredømme i England et kraftigt slag.