Jesus mødte folket på deres eget område, som en der kendte til deres rådvildhed. Han gjorde sandheden smuk ved at forkynde den på den mest direkte og enkle måde. Hans sprog var rent, ædelt og klart som rindende vand. Hans stemme var som musik for dem, der havde lyttet til rabbinernes monotone tale. Men mens hans lære var enkel, talte han som en, der havde autoritet. Denne karakteristik satte hans lære i kontrast til alle andres. Rabbinerne talte med tvivl og tøven, som om skrifterne kunne fortolkes til at betyde enten det ene eller det stik modsatte. For hver dag følte tilhørerne større usikkerhed. Men Jesus lærte dem, at skrifterne var en ubestridelig autoritet. Hvad hans emne end var, blev det fremført med styrke, som om hans ord ikke kunne modsiges.