Som det er tilfældet i dag, var der på Kristi tid mange, over hvem Satans magt for en tid syntes at være brudt. Ved Guds nåde blev de befriet for de onde ånder, som havde behersket deres sind. De frydede sig over Guds kærlighed, men ligesom tilhørerne i lignelsen, hvor ordet faldt på stengrund, forblev de ikke i hans kærlighed. De overgav ikke dagligt sig selv til Gud, så Kristus kunne bo i deres hjerter, og når den onde ånd vendte tilbage med „syv andre ånder, værre end den selv“, var de fuldstændigt domineret af det ondes magt.