Til angreb på ubibelske traditioner
Jesus gjorde ikke noget forsøg på at forsvare hverken sig selv eller sine disciple. Han kom ikke med nogen hentydning til beskyldningerne imod sig, men gav sig til at påvise den ånd, som drev disse pedantiske forsvarere af menneskelige ritualer. Han gav dem et eksempel på, hvad de altid gjorde, og hvad de netop havde gjort, lige før de kom for at søge efter ham. Han sagde: „Hvor kønt! I forkaster Guds bud for at indføre jeres egen overlevering. Moses har jo sagt: ‘Ær din far og din mor!’ og: ‘Den, der forbander sin far eller sin mor, skal lide døden.’ Men I siger: Hvis et menneske siger til sin far eller sin mor: Det, du skulle have haft som hjælp af mig, skal være korban — det vil sige tempelgave — så tillader I ikke længere, at han gør noget for sin far eller sin mor.“ De tilsidesatte det femte bud, som om det ikke havde nogen betydning; men de var meget nøjeregnende med at rette sig efter de ældstes overleveringer. De lærte folket, at overdragelse af deres ejendom til templet var en pligt, der var mere hellig end selv det at hjælpe sine forældre, og at det var helligbrøde at tildele sin far eller mor noget som helst af det, der var blevet helliget på denne måde, uanset hvor meget de end trængte til det. En søn, som ikke var pligtopfyldende, behøvede blot at udtale ordet „korban“ over sin ejendom og på den måde vie den til Gud. Han kunne derefter benytte den til eget brug hele sin levetid, og efter hans død ville den blive overdraget til tempeltjenesten. Således stod det ham frit både i livet og i døden at vanære og bedrage sine forældre under dække af hyklerisk hengivenhed over for Gud.