Den ånd, der fremkaldte oprøret i Himmelen, ansporer endnu til oprør på jorden. Satan benytter den samme taktik over for mennesker, som han brugte over for englene. Nu hersker hans ånd i ulydighedens børn. Ligesom han, forsøger de nu at nedbryde Guds lovs forbud og lover menneskene, at de vil opnå frihed ved at overtræde lovens bud. Når nogen bebrejder dem deres syndighed, bliver de hadefulde og trodsige. Når Guds advarende budskaber taler til samvittigheden, forleder Satan menneskene til at forsøge at retfærdiggøre sig og til at søge andres medfølelse og forståelse, mens de fremturer i deres synd. I stedet for at rette deres fejl harmes de på den, der retter bebrejdelser imod dem, som om vedkommende var den eneste årsag til deres vanskeligheder. Lige fra den retfærdige Abels dage og op til vor tid har syndere kun følt vrede mod dem, som vover at fordømme synden. |