Jesus brugte mere tid til at helbrede de syge end til at prædike. Han sagde, at han ikke var kommet for at ødelægge, men for at frelse. Hans mirakler bekræftede disse ord. På hans vandring fra sted til sted talte man om hans barmhjertighed, inden han nåede frem. Når han var gået igen, glædede de helbredte sig over, at han havde haft medynk med dem, og nu afprøvede de deres nye kræfter. Folk stimlede sammen for at høre dem fortælle, hvad Herren havde gjort for dem. Når han helbredte de døve, var hans stemme den første lyd, de nogensinde havde hørt; når han helbredte de stumme, var hans navn det første ord, som de nogensinde havde udtalt; og når han gav de blinde synet, var hans ansigt det første, som de nogensinde havde set. De havde al mulig grund til at elske Jesus og takke ham. Der strømmede en helbredende kraft, liv og glæde fra ham, når han gik igennem byerne.