Gud var en klog og medfølende lovgiver, dømte alle sager retfærdigt, og upartisk. Så længe israelitterne var i den ægyptiske trældom, var de omgivet af afguder. Ægypterne havde fået traditioner om ofre. De anerkendte ikke eksistensen af himlens Gud. De ofrede til deres afguder. Med stor pomp og mange ceremonier udførte de deres afgudsdyrkelse. De rejste altre for at ære deres guder, og de krævede endog at deres egne børn skulle gå igennem ilden. Efter at de havde rejst deres altre; forlangte de at deres børn skulle springe over altrene igennem ilden. Hvis de kunne gøre dette uden at blive brændt, modtog afgudspræsterne og folk dette som et bevis på at deres Gud acceptere deres ofre, og begunstigede særlig den person som gik igennem den hårde prøvelse. Han fik rettigheder, og blev derefter værdsat højt af folket. Han fik aldrig lov til at blive straffet, uanset hvor skærpet hans forbrydelse var. Hvis en anden person sprang igennem ilden at han var så uheldig at blive brændt, så var hans skæbne afgjort; for de tænkte at deres guder var vrede, og ville formildes med mindre end det ulykkelige offers liv, og han blev brændt op som et offer på deres afgudsaltre.