Kristus nedstyrtede Satan som brødres anklager i himlen, da han fuldførte sin store gerning og hengav sit liv i døden. Skønt Satan arbejdede hårdnakket derimod, var dog Frelserens plan nu i færd med at blive gennemført. Kristus anså mennesket for at være af så stort værd, at han opofrede sit liv for det. Satan vidste, at det rige, som han havde tilranet sig, til sidst ville blive ham frataget; derfor besluttede han, at han ikke ville sky nogen som helst umage for at kunne ødelægge så mange som muligt af dem, som Gud havde skabt i sit billede. Han hadede mennesket, fordi Kristus havde vist så meget miskundhed og ømhed og kærlighed imod det; han gjorde sig nu rede til at forføre det på enhver mulig måde, så at det til sidst kunne fortabes, og han blev så meget mere ivrig i denne retning, fordi han kendte sin egen håbløse stilling.