Det Spørgsmaal blev da rettet til dem: "Hvorfor har I ikke udviklet en sand Karakter, tvættet eders Kjortler og gjort dem hvide i Lammets Blod? Gud sendte sin Søn til Verden, ikke for at dømme den, men for at den kunde blive frelst ved ham. Min Kjærlighed til eder har været mere selvfornægtende end en Moders Kjærlighed. Jeg led Korsets Død og bar Syndens Forbandelse, Frelsens Bæger. Jet udstod Dødens Smerte og gravens Rædsler, for jeg kunde overvinde ham, som havde Dødens Vælde, oplukke Fængslets Døre og aabne Livets Porte for eder. Jeg underkastede mig Skam og Angst, fordi jeg elskede eder med en uendelig Kjærlighed og vilde føre mine egensindige, vildfarne Faar til Guds Paradis, til Livets Træ. Dette Liv af Lyksalighed, som jeg forhvervede for eder til en saa uendelig Pris, har I ringeagtet. I har skyet den Skam, Foragt og Vanære, som eders Mester udstod for eder. I har ikke sat Pris paa de Anledninger, han ved sin Død gav eder. I vilde ikke lide med ham her, og I kan derfor ikke blive forherligede med ham nu." Derpaa lød disse alvorsfulde Ord: "Lad den, der gjør Uret, fremdeles gjøre Uret; og den uterlige fremdeles øve Uterlighed, og den retfærdige fremdeles blive retfærdig, og den hellige fremdeles blive helliget." Bogen blev derpaa lukket, og idet Kappen faldt af den Person, som sad paa Tronen, viste de sig at være Guds Søn i al sin blændende Herlighed.