Vi har ikke som et Folk udført det Arbejde, Herren har betroet os. Vi er ikke rede for Udfaldet af Indskjærpelsen af en Søndagslov. Det er vor Pligt, når vi ser Tegnene på den kommende Fare, at træde i Virksomhed. Lad ingen sidde i ro og Mag og vente på Ondet, trøstende sig med den Tanke, at dette må komme, fordi det er forudsagt i Profetierne, og at Herren vil beskytte sit Folk. Vi gjør ikke Guds Vilje, om vi sidder med foldede Hænder uden at gjøre noget for at bevare Samvittighedsfriheden. Vi bør opsende inderlige Bønner til Gud om, at denne ulykke må afvendes, indtil vi kan få udført det Værk, der så længe er blevet forsømt. Ja, lad Bønnen være alvorlig, og lad Handling følge på Ord. Det kan se ud, som om Satan skulde sejre, og at Sandheden er skjult undre Løgn og Vildfarelse; det Folk, som Gud har holdt sin beskyttende Hånd over, og det Land der har været et Tilfulgtssted for de for sin Overbevisnings Skyld forfulgte Guds tjenere og Forsvarere af hans Sandhed, kan komme i Fare; men Gud vil, at vi skal erindre hans Handlemåde med sit Folk i Fortiden, hvorledes han har udfriet dem af Fjendernes Vold. Han har altid vist sig mægtig til at frelse, når Nøden var størst, og når det så ud, som om der ingen Udvej var til at undslippe. Når Nøden er størst, er Hjælpen nærmest. Det kan være, at der endnu kan tilståes Gus Folk en Frist til at vågne op og lade Lyset skinne. Dersom Gud vilde have skånet de ugudelige Byer på Sletten, om der havde været ti retfærdige i dem, der det da ikke muligt, at han endnu som Svar på sit Folks Bønner vil standse dem, der virker for at tilintetgjøre hans Lov? Skal vi ikke ydmyge os alvorlig for Gud, fly hen til Nådestolen og anråbe ham om at vise sig mægtig til at hjælpe?