Dette skriftsted forudsiger, at ikke alene de åndelige gaver, men også tro og håb engang skal ophøre. Men hvornår skulle de ophøre? Vi ser fremad til den tid, da håbet skal forvandles til den lykkelige virkelighed, troen blive til beskuelse og bønnen forme sig som lov og pris. De skal ophøre, når det fuldkomne kommer, da vi ikke længere skal se dunkelt, som i et spejl, men skue ansigt til ansigt. Den fuldkomne dag, da de retfærdige bliver fuldkommengjort og ser, ligesom de ses, hører endnu fremtiden til. Vel er det sandt, at da det syndens menneske var kommet til mands modenhed, havde det afskaffet sådanne "barnagtige" ting som profetiske gaver, tungemål og kundskab og de første kristnes tro, håb og kærlighed; men dette bibelvers indeholder intet, der beviser, at Gud havde til hensigt at fjerne de gaver, som han havde sat i menigheden, førend dens tro og håb var blevet til virkelighed, eller førend udødeligheds tilstandens overvættes herlighed skulle fordunkle de herligste åbenbarelser af åndelig kraft og kundskab, der nogensinde gav sig til kende her i dødelighedens land. |