I de mange vandes lyd, når dyb råber til dyb, hørte profeten Skaberens stemme. Havet, som blev pisket til raseri af de ubarmhjertige vinde, fremstillede for ham en krænket Guds vrede. De mægtige bølger, der i deres frygtelige bevægelser blev holdt inden for fastsatte grænser af en usynlig hånd, talte til Johannes om den uendelige kraft, som behersker dybet. Og som modsætning hertil så og følte han dårskaben hos svage, dødelige mennesker, der kun er som Jordens kryb, men roser sig af deres visdom og styrke og sætter sig op imod universets Hersker, som om Gud var fuldstændig som de selv. Hvor blind og sanseløs er ikke menneskelig stolthed! En time med Guds velsignelse i form af solskin og regn vil gøre mere til at forandre naturens udseende, end mennesket med al sin pralende kundskab og uafbrudte anstrengelser kan præstere gennem et langt liv.