Når fuglen sidder i sit bur i det fulde dagslys og hører andre stemmer, så vil den ikke synge den sang, som dens Herre søger at lære den. Den lærer en enkelt hist og her, men aldrig en fuldstændig melodi. Men dens Herre tildækker buret og stiller det på et sted, hvor fuglen vil høre på den ene sang, den skal synge. I mørket forsøger den atter og atter at synge den sang, indtil den er lært, og så bryder den ud i fuld melodi. Da bringes fuglen frem, og siden efter kan den altid synge i lyset. Således handler Gud med sine børn. Han har en sang, som hans vil lære os, og når vi har lært den i trængslens mørke, så kan vi bagefter altid synge den.