Dette er en tid hvor man generalt forlader sandhed og retfærdighed, og nu må vi opbygge de gamle øde steder, og arbejde i interesse, for at oprejse mange generationers fundament. »Du rejser længst faldne mure; da kaldes du »murbrudsbøder«, »genskaber af farbare veje«. Varer du din fod på sabbatten, så du ej driver handel på min helligdag, kalder du sabbatten en fryd, Herrens helligdag ærværdig, ærer den ved ikke at arbejde, holder dig fra handel og unyttig snak, da skal du frydes over Herren; jeg lader dig færdes over landets høje og nyde din fader Jakobs eje. Thi Herrens mund har talet.« »Hør mig, I, som kender retfærd, du folk med min lov i dit hjerte, frygt ej menneskers hån, vær ikke ræd for deres spot! Som en klædning skal møl fortære dem, orm fortære dem som uld, men min retfærd varer evigt, min Frelse fra slægt til slægt. Vågn op, vågn op, Herrens arm, og ifør dig styrke, vågn op som i henfarne dage, i urtidens slægter! Mon du ej kløvede rahab, gennembored dragen, mon du ej udtørred havet, stordybets vande, gjorde havets dyb til en vej, hvor de genløste gik? Herrens forløste vender hjem, de drager til Zion med jubel med evig glæde om issen; fryd og glæde får de, sorg og suk skal fly. Jeg, jeg er eders trøster, hvem er da du, at du frygter dødelige, jordiske mennesker, der bliver som græs, at du glemmer Herren, din skaber, der udspændte himlen og grundfæsted jorden, at du altid dagen lang frygter for undertrykkerens vrede. Så snart han vil til at lægge øde, hvor er da undertrykkerens vrede? Snart skal den krumsluttede løses og ikke dø og synke i graven eller mangle brød, så sandt jeg er Herren din Gud, som rører havet, så bølgerne bruser, den, hvis navn er Hærskares Herre. Jeg lægger mine ord i din mund og gemmer dig under min hånds skygge for at udspænde himmelen og grundfæste jorden og sige til Zion: »Du er mit folk.« »For Zions skyld vil jeg ej tie, for Jerusalems skyld ej hvile før dets ret rinder op som lys, som en luende fakkel dets frelse. Din ret skal folkene skue og alle konger din ære. Et nyt navn giver man dig, som Herrens mund skal nævne. Og du bliver en dejlig krone i Herrens hånd, et kongeligt hovedbind i hånden på din Gud. Du kaldes ej mer »den forladte«, dit land »den ensomme«; nej, »velbehag« kaldes du selv, og dit land kaldes »hustru«. Thi Herren har velbehag i dig, dit land skal ægtes.«