Apostlenes virksomhed var endnu ikke fuldført. De skulle fremstilles for konger for at aflægge vidnesbyrd om Jesu navn og for at vidne om det, som de havde set og hørt. Men før disse ypperstepræster og ældste lod dem gå, slog de dem, og befalede dem at ikke tale mere i Jesu navn. "Så gik de da glade bort fra rådets åsyn, fordi de var blevet agtet værdige til at vanæres for hans navns skyld. Og de holdt ikke op med hver dag at lære i helligdommen og i husene og at forkynde evangeliet om Kristus Jesus." Således voksede Guds ord og udbredtes. Disciplene vidnede med frimodighed om, hvad de havde set og hørt, og ved Jesu navn udførte de mægtige undergerninger. Uforfærdet lagde de skylden for Jesu blod på dem, der havde været så villige til at modtage det, dengang det blev dem tilladt at have magt over Guds søn.