Vi tog postbåden på vej til Madisons landområde, så vi var inden for fyrre kilometer fra bror Abbeys, hvor vi lejede en vogn for at fuldende rejsen. Da vi kom til huset troede vi at nogen ville komme til døren og spørge, og at vi ville blive skuffet og skulle tage med vognen tilbage, og holde sabbat på et offentligt sted. Søster Abby kom til døren, og min mand introducerede sig selv, som en der holdt sabbat. Hun sagde: "Jeg er så glad for at se jer. Kom ind." Han svarede: "Der er tre flere i vognen end mig. Jeg tænkte om vi alle stod der samlet kunne vi gøre dig forskrækket." "Jeg bliver aldrig forskrækket over kristne," lød svaret. Søster Abbey udtrykte megen glæde over at se os, og vi blev budt hjerteligt velkommen af hende og hendes familie. Da Bror Bates blev introduceret, sagde hun: "Kan det være br. Bates, som skrev at han holder sig til sabbaten? Og kommer for at besøge os? Jeg er uværdig til at have dig under mit tag. Men Herren har sendt jer til os; for vi hungrer efter sandheden."