Vi vendte meget ivrige tilbage til Vt. for at se til vort barn som vi havde forladt i N.Y. Vi havde været væk fra ham i fem uger, og da vi mødte ham, omfavnede han sine små arme om min hals, og lagde sit hoved på min skulder, jeg så at en stor forandring havde fundet sted hos ham. Han var meget svag. Min følelser kan ikke beskrives at det var vanskeligt at undertrykke de lavmælte følelser. Disse tanker ville komme frem, jeg efterlod ham i Guds hænder, og finder jeg ham så i denne tilstand? Jeg kæmpede med mine tårer. Så blev jeg mere rolig og forligt med Guds vilje. Vi prøvede at se på barnets situation i det bedst mulige lys. Jeg blev trøstet med disse ord: "Herre af hjertet plager og piner han menneskens børn."