Reformatoren førte også en lang og hårdnakket kamp imod et andet onde, nemlig tiggermunkene. Disse færdedes over hele England og underminerede landets storhed og velstand. Munkevæsenet virkede hæmmende på flid, uddannelse og moralen i almindelighed. Munkenes uvirksomhed og lediggang var ikke blot en hård belastning for befolkningen i finansiel henseende, men den bevirkede også, at nyttigt arbejde blev bragt i miskredit. Ungdommen blev demoraliseret og fordærvet. Mange tog ved lære af munkene og gik i kloster, og dette skete ikke blot i modstrid med forældrenes ønske, men uden deres vidende og imod deres vilje. En af de første kirkefædre, som hævdede, at munkeløftet stod over den kærlighed og forpligtelse som børn skyldte deres forældre, havde sagt: "Skønt din fader lå og græd og klagede sig foran din dør, og selvom din moder viste dig det legeme, som bar dig, og de bryster, som du diede, bør du træde dem under fode og ufortøvet fortsætte din vandring hen til Kristus." Denne "afskyelige umenneskelighed," som Luther senere kaldte det, "det mindede mere om ulven og tyrannen end om en kristen og et menneske," bevirkede, at børnene gjorde deres hjerte hårdt over for forældrene. - Barnas Sears: The Life of Luther, pp. 70. 69. På denne måde satte de pavelige repræsentanter Guds bud ud af kraft med deres traditioner ligesom farisæerne i sin tid. Børnene forlod hjemmene, og forældrene blev berøvet samværet med deres sønner og døtre.