Herrens komme har til alle tider været hans sande efterfølgeres haab. Frelserens løfte, da han skiltes fra sine disciple paa øljebjerget, han vilde komme igjen, oplyste fremtiden for dem og opfyldte deres hjerter med en glæde og et haab, som sorgen ikke kunde udslukke, deller trængsler formørke. Under liedelser og forfølgelse var "den store Gud og vor frelsers Jesu Kristi herlige aabenbarelse" deres "salige haab". Da de kristne i Thessalonika blev fulde af sorg over sine afdøde venner, som havde haabet at leve og være vidne til Herrens komme, saa henviste deres lærer, Paulus, dem til opstandelsen ved Frelserens andet komme. Da skal de døde i Kristus opstaa og med de levende hellige henrykkes i skyerne for at møde Herren i luften. "Og saaledes"; siger han, "skal vi altid være med Herren. Saa trøster hverandre med disse ord." (1 Thess. 4:16-18)